Jeg burde have skrevet det her noget tidligere, for jeg tror, at ret mange af mine venner efterhånden har diskutteret og herunder spurgt mig, hvor det er bedst at købe musik online. De fleste har efterhånden en uheldig idé om, at iTunes Store er det bedste bud. Og nej, Det er et af de dårligste bud, når alt kommer til alt. Og det gør alt (altså kommer til alt. Det er jo nu engang alt i forvejen).

iTunes tvinger rigtignok ikke længere en kopibeskyttelse ned over deres brugere, men de sælger sangene i dårlig kvalitet (256kbps – man kan lave mp3-filer i 320kbps, så hvorfor ikke gøre det?). At de benytter AAC i stedet for et af de andre tilgængelige formater, er ikke længere noget større problem. De fleste musikafspillere kan håndtere AAC these days. Og ja, der er meget musik i iTunes Store, og hvis du ikke kan finde din musik andre steder, så køb dog den da i iTunes. Der er ikke nogen, der slår sig på det.

Jeg vælger dog i stedet altid mellem formaterne mp3, FLAC og Ogg Vorbis. Eller originalformatet, WAV, selvfølgelig. Vi skal nok alle sammen blive trætte af, at have al vores musik liggende som mp3 en dag, men det er nu engang det mest benyttede format i dag og derfor mulig at tage med sig rundt på alle de afspillere, man måtte have. FLAC og Ogg Vorbis er langt hen ad vejen de bedste bud, hvis man kun skulle købe med følelserne. Men det skal man desværre ikke altid. Der skal bruges noget energi på at få de formater omsat til noget, alle dine afspillere kan klare, men du har til gengæld sangene i et godt format, som om et par nok stadig kan konverteres til bedst mulige, udbredte format. Være det AAC eller noget nyere.

Men nok om formater. Jeg ved ikke specielt meget om det og vil hellere fortælle, hvor jeg oftest køber musik.

Her bør du købe

Jeg tillader mig derfor her at fortælle dig, hvor du børe købe din musik. Det er ikke nogen udtømmende liste, men blot de steder, hvor jeg er glad for at købe min musik. Flere af stederne er kendt af de faste læsere her på stedet. Og omtalte faste læsere har forhåbentlig også allerede læst Rune Hausners indlæg om Dubstep, hvor han også nævner nogle af stederne.

• BLEEP
  Masser af elektronisk musik, som sælges både på vinyl og som mp3 i 320kbps.
• Juno Records
  Samme historie. Det er elektronisk musik, og det er både vinyl, cd og mp3 i hhv. 192kbps og 320kbps samt wav).
• Boomkat
  Mest elektronisk, men også lidt andet. Vinyl, cd og mp3 i 320kbps og FLAC.
• 7digital
  Indie styrer denne biks, men der er også elektronisk og lidt hiphop. Udelukkende mp3 i 320kbps.
• Beatport
  Noget nær himlen, hvis du er til den klub-orienterede elektroniske musik. Kun digitalt, hvor det er mp3 i 320kbps, mp4 i 192 kbps eller WAV.

Som outsider kan også nævnes eMusic, hvor kvaliteten ikke er særlig god, men det er ekstremt billigt, og en god måde at købe noget musik på, hvor der er råd til nogle sats her og der.

Relaterede indlæg:

1. Mine del.icio.us-links den 6. september
2. Dovenskab
3. Manden det er ok at pisse på

Jeg har lige kigget på lidt webstats. Og i går, da jeg udgav et indlæg ovre på The Wizards of Moz tjekkede jeg livestats (takket være Woopra). Det, der kom bag på mig, var, at læserne så allersatans hurtigt fandt frem til indlægget. Med fremkomsten af PubSubHubbub (eller den nemmere udgave: PuSH) og RSSCloud. Faktisk nåede jeg ikke at fortælle om indlægget på hverken Twitter eller Facebook, før den første besøgende kom forbi. Og husk her, at det var fra en feedreader – altså var den besøgende en person, som følger os i tykt og tyndt. Det er der flere der gør. Der er derfor god grund til at tro, at mere end den ene person kiggede på indlægget cirka 10 sekunder efter udgivelse. Det er Real-Time Web.

Det fik mig i dag til at gøre noget rigtig idiotisk. Jeg skrev nemlig en opdatering på Facebook om det. Den lød sådan her: “René Clausen Nielsen synes at PubSubHubbub er det bedste der er sket siden Jaiku (<– ignorer blot dette statement, hvis du ikke aner hvad det er)”. Og som du vil se i min argumentation nedenfor, var det sådan ca. det dummeste at gøre. Faktisk en ret ironisk ting at gøre.

Som jeg skrev i indlægget “Mens vi venter på Google Wave“, så ville jeg senere skrive et indlæg om Real-Time Web. Indlægget har været halvvejs færdigt siden september, så der er lidt old news iblandt.

Real-Time News

Vi er efterhånden blevet vænnet til, at nyheder er noget vi får, lige når de sker. For mange af os startede det for alvor med 9/11, men siden da er urolighederne i Iran, Jordskælvet i Haiti osv. blevet formidlet først og bedst via real-time web. Det vil i øjeblikket sige Twitter og Facebook. De klassiske nyhedsmedier får stadig en enorm bid af kagen og er der, de fleste af os bevæger os hen, når vi skal have lidt baggrund. Vores største problem i Medie-Danmark i øjeblikket er faktisk, at især aviserne rent faktisk tror, at vi vil nøjes med, at de er næsten-først med en historie. Det vil vi selvfølgelig ikke. Vi vil have at vide med det samme, at noget er sket, men vi vil også have baggrund og meget mere.

En Twitter-kort besked som “Earthquake in Haiti. My thoughts.” hjælper os blot til at vide, at noget er sket, og at vi skal gå andre steder hen for at få de reelle viden. Det kan Twitter og Facebook heldigvis også. Det hedder links. Så vi har vænnet os til at få real-time besked om, at vi kan finde noget et andet sted.

Real-Time Teknik

En af grundene til, at Real-Time Web er det store i øjeblikket, er, at Google har udviklet PubSubHubbub, som er en open source protokol til at få data fra udgiver til modtager med det samme. Samtidig har RSS‘ fader, Dave Winer, udviklet RSSCloud, som følger samme tankesæt. Nemlig at de feeds, vi kender, skal ende hos modtageren med det samme. Så dybest set er grunden til, at vi nu er vidne til et stort spring frem i udviklingen af The Real-Time Web, at vi nu kan. Det er teknisk muligt.

Real-Time Feeds

Det seje ved den teknologi er, at det giver os real-time feeds. Det vil sige, at de fleste moderne websites hermed kan sende nyt indhold lige så hurtigt til slutbrugeren som Twitter og Facebook. Så snart man trykker på “Udgiv”, kan abonnenterne se det i deres feedreader. Om det så er Google Reader, Bloglines, browseren eller eksempelvis Socialite, som integrerer Google Reader, Twitter, Facebook, Flickr og Digg, er ligegyldigt. Det når lige så hurtigt frem som de andre tjenester.

Det supersmarte er dog, at det jo lige så nemt kan komme med i søgeresultaterne på eksempelvis Google, Bing og Yahoo. Det vil sige, at hvis du søger på “Earthquake Haiti”, så får du ikke 1) enten gamle nyheder eller blogindlæg, 2) tweets om at nogen lige har skrevet noget, men 3) spritnye reelle historier. Også fra etablerede medier.

Summa summarum

Hvad alt det her får os frem til, er, at vi ikke længere kan undskylde vores alt for overfladiske kommunikation med, at Twitter eller Facebook er hurtigere. Dybdeborende eller i det mindste argumenterende jounalistik, blogging og hvad man ellers vil kalde tekster, der er mere end 140 tegn lange, har hermed fået en renæssance.

Om jeg håber på en snarlig død for Twitter og Facebook? Overhovedet ikke. Men jeg glæder mig over, at selv hyperenergiske først-med-det-første-twitter-afficionados som Marks har fået nok af manglen på dybde. Faktisk har han, siden sit ikke-nytårsforsæt om at gøre netop det, skrevet en lang række virkelig indsigtsfulde blogindlæg. Den slags varmer en gammel mands hjerte (det er mig, der er den gamle mand, red.).

Så ja, jeg er glad. Den dybdeborende, real-time, kommunikationsform er her. Blogging er det nye Twitter. Som engang var det nye blogging.

Relaterede indlæg:

1. Social mediering d. 2008-11-10
2. Facebooks geniale investering
3. Social mediering d. 2008-11-08

Billede fra Wikipedia

Det er i denne sammenhæng mig, jeg omtaler som troldmand. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. I smallere kredse, i hvert fald. Men det er ret nyt, at jeg flytter til Maputo, Mozambique. På lørdag. I dag er det med nød og næppe onsdag. Nå, men i den forbindelse har min hustru (det har jeg vist heller ikke fået nævnt her på stedet, men det hører sig jo lissom til) og jeg oprettet en blog. Den kalder vi for The Wizards of Moz. Du ved, et delvist morsomt take på The Wizard of Oz.

Men som du jo nok også har gættet, bliver det ikke nødvendigvis noget spændende sted for folk, der ikke kender os. Tanken er, at det skal være en rejseblog. En blog med personlige beretninger, mestendels rettet mod familie og venner. Den slags, som også var omdrejningspunktet her på stedet, før jeg blev helt så geeky, som jeg er nu. Men hvis du vil læse om landet, dets politik og vores rejser mod de blå laguner (herunder, ganske givet, indlæg om at være hhv. meget bleg og krebserød).

Hvis du sidder og tænker: “Tror de virkelig, at de er troldmænd og fra Mozambique! Idioter, mand!”, så … jah … så er du det nok selv. Altså, ikke troldmand.

Relaterede indlæg:

1. COP15’s website
2. Lagkagediagrammer #2
3. Sid ned. Ikke på hug, dog.

I hele januar skal jeg på fuldtidssprogkursus og den 6. februar flytter jeg til Mozambique. Derfra skal jeg stadig arbejde for Advice Digital, men i udgangspunktet kun 10 timer om ugen. Det er selvfølgelig en medvirkende årsag til, at vi søger en ny rådgiver. Og det er så her, det spændende kommer. DU skal nemlig søge det. Du kan lige så godt komme i gang. For det er et dejligt sted. Der er dejlige mennesker. Og der er spændende opgaver.

At være rådgiver i Advice Digital betyder (med vores forholdsvis nye strategiske fokus in mente), at du kommer til at lave det, du er allerbedst til. Og at du kan være med i processer, der går hele vejen fra idéudvikling til evaluering af færdigimplementering. Med andre ord er det fedt, hvis du både ved noget om web generelt og om teknikken bag websites. I det mindste har et indblik i udviklernes processer.

Bliv min kollega samtidig med, at du får mit job. Det er win-win for alle parter. Søg!

Relaterede indlæg:

1. Fuck, hvor har vi travlt
2. Advice Digital opruster igen
3. 3 nye kloge hoveder

Ooooook. Vi tager den lige igen. Emnet er: “Kvinder bruger mere tid på sociale netværk end mænd”.

Så vidt jeg husker, var det Brian Solis, der først havde samlet nogle data. Derefter lavede Chip Robertson nogle grafer. Og Information is Beautiful lavede nogle … erhhh … flotte visninger af informationerne. Og alt sammen viste, at kvinder bruger mere tid på sociale netværk end mænd.

Konklusionerne rundt omkring var, at kvinder har vundet den sociale kamp online (hail to social capital) og at det er enormt positivt for ligestillingen osv. Men ikke så hurtigt, maestro. Der er nemlig et stort og et kun næsten lige så stort problem forbundet med den slutning (tillad mig venligst at generalisere, for det må man godt, når man blot skal tilbagevise et argument):

1. Det store problem er, at kvinders netværk og mænds netværk generelt og i mange år har meget forskellige karakteristika. Kvinder bonder, mænd bridger (se Putnam, “Bowling Alone”). Husk, vi generaliserer nu. Men kvinders socialitet er typisk bundet op på bonding, det vil sige små, ekskluderende grupper, mens mænd bridger, dvs. inkluderende, større fællesskaber. Det er sidstnævnte type, der virker bedst i erhvervslivet, det politiske liv, giver magt, stor social kapital og så videre. Førstnævnte, not so much. Eller for at tage et citat: “Bonding social capital is … good for “getting by”, but bridging social capital is crucial for “getting ahead”". Hvis dette billede også gælder i de eksisterende online sociale netværk, skulle det betyde, at kvinder bruger meget tid på vennenetværk (Facebook, hi5, Ning, bebo m.m.), og mænd skulle være mere aktive på videndelingsnetværk (LinkedIn, Wikipedia, Twitter, delicious, last.fm m.m.). Og sådan forholder det sig fakkertalt desværre også næsten.
2. Der ud over er der det problem, at undersøgelsen er global. Som storforbrugere af everything web og som stor nation er amerikanske tendenser potentielt meget skævvridende. Og det er ingen hemmelighed, at der i især USA er en ret stor overvægt (<– oplagt pun) af mænd på arbejdsmarkedet (omstillingsparathed, breddenetværk, nationale netværk) og meget stor overvægt af kvinder i hjemmene (rutineopgaver, trygge netværk, lokalnetværk). Den slags influerer selvfølgelig på tallene. Efter danske forhold vil det ikke i helt så høj grad være arbejdsmarked vs. hjemme, men i stedet videndelingsjobs vs. servicejobs.

Den danske udgave

Men for at tage #2 først: Jon Lund har i denne uges “Digital View” (her som pdf) lavet en undersøgelse af de danske forhold. Det er fedt. Men hvad bliver konklusionerne? De bliver sådan ca. som de ovenstående. Altså uden hensynstagen til #1. Og kompromitterende i forhold til #2

Danmark: Internetbrug efter køn

Pamfletten hedder “Women socialize, men gather information”. Med undertitlen “The new genderized Internet”. Det er jo faktisk helt og holdent noget vrøvl. Kvinder er sociale, mænd er sociale. Kvinder er det i højere grad om socialiteten i sig selv, mænd er sociale om et objekt. Det vil sige, at mænd informationssamler og informationsdeler. Med andre ord er der rigeligt socialitet i begge tilfælde, men et usundt hegemonisk forhold manifesteres online. Vi er alle sociale, men kvinder er det i lavere grad omkring den tunge sociale kapital. Der er derfor ingen ændringer. Ikke desto mindre konkluderer Jon Lund:

You need to address both the talking and facts … And for organizational purposes you should ensure close cooperation between male information-hunters and female socializers in all work processes: the two supplements each other and have different “natural talents”

Sikke dog en omgang chauvinistisk bæ! Kvinder kan sgudda også godt finde ud af at samle og dele viden! At de ikke lige gør det helt så meget i online sociale netværk som mænd skal da aldrig nogensinde have indflydelse på ansættelsespolitikken. Og mon ikke det skyldes vore alt for forskellige jobs? Hvis du bliver ansat til at indsamle viden og udbygge firmaets brobyggende sociale kapital, er det for fanden da det, du gør. Dygtigt. Uanset køn.

At kvinder og mænd af alle mulige sociale konstruktioners grunde handler på ovenstående måder – online som offline – skal ikke ses som noget naturligt og som en sejr for nogen som helst. Tværtimod.

Ansæt i stedet nogle flere kvinder i videndelingsjobs, hvor brobyggende social kapital er et plus. Lur mig om ikke det er sådan, skellet kan blive udlignet. Jon Lund forsøger at skrive det samme, men det går ikke så godt:

The scenario poses challenges to society and government. As society, the findings should be addressed form a gender mainstreaming perspective. How can we as a society benefit from the new behavioral structures, on which men and women so obviously have a different takes. Though only sketched in this analysis, significant changes may be about to arrive. Changes propelled by new tools and ways of communication, unfolding and spurring new and old behavioral practices and opportunities.

Med andre ord: Jon Lund mener, at vi skal have noget gender mainstreaming, fordi vi derved som samfund får noget positivt ud af de helt naturlige forskelle mellem kloge mænd og talende koner. Det giver i sig selv ikke megen mening. Og ikke nok med det, vi er endda ved at blive endnu mere forskellige, fordi kvinder bruger dobbelt så meget tid på Facebook som mænd. Sidst jeg kiggede i Den Store Kausalitetsbog, var det ikke internettet, der bestemte over kønsroller, men kønsrollerne, der reflekteredes i vores forskellige internetbrug. Og nej, kønsforskellig internetbrug er vist ikke noget nyt (tænk porno vs. strikkeblogs, gamingsider vs. modeblogs osv.).

Det nye er sådan set bare, at sociale netværk er blevet stort. Og ja, de afspejler sjovt nok også de eksisterende patriarkalske strukturer, men lad os kæmpe mod dem i stedet for at indrette dem efter FDIM’s nyeste tal. Det dejlige eksempel er i mine øjne, at (også danske) kvinder bruger Twitter langt mere end mænd. Og i mine øjne er Twitter mere brobyggende end det er bondende social kapital. En analyse af kvinders hhv. mænds brug af Twitter kunne være coooool. Og tag gerne Facebook med. Hvem deler hvad på Facebook?

Relaterede indlæg:

1. Græsrødderne og sociale netværk
2. Online sociale netværk
3. Jeg er vist metroseksuel

Billede fra TOMAT-princippet fra Filmskolens website

I aften kl. 22:00 kan du se afgangsfilmen TOMAT-princippet på DR2. Den er instrueret af min ven, Søren Balle (læs evt. Politiken-interview med ham), og er rent faktisk helt enormt sjov. Og det siger jeg ikke kun fordi den er sjov. Men også fordi den er morsom. Og en stor snas grineren. Og ikke så meget fordi jeg kender Søren.

Den er skudt hos Carl-Mar Møller, så det er jo nok ikke nødvendigt at underholde om, at den handler om personlig udvikling. Men det gør den. Og mest af alt om blød mand vs. hård mand. Jeg holder med de bløde.

Hvor: DR2
Hvornår: I aften klokken 22:00-22:30
Hvad: Komedie
Hvem: Sune Geertsen, Anders Hove, Laura Wilhelmi Ljungdalh, Peter Hesse Overgaard, Joen Højerslev

Nåmenaltsåigåss, det var bare det jeg ville sige. Hej hej.

Relaterede indlæg:

1. Shrek 2
2. Så er det eksamenstid
3. Forza Italia

Lyt til elefanterne

Budskabet

Først og fremmest er budskabet – at lytte til elefanterne – ramt lige i øjet. Det drejer sig om at lytte efter, hvor flokken bevæger sig hen, og indrette sine egne bevægelser efter det. Med det kommer  eviggyldige social media-rådgivningsklassikere som “tal med kunderne/brugerne/medlemmerne/whatever hvor de er – forvent ikke, at de kommer til jer” og “hvad der er det rigtige forum i dag, er måske ikke det rigtige forum i morgen”. Og det er (desværre) stadig nødvendigt at sige, når målgruppen er en helt almindelig organisation, en helt almindelig virksomhed eller et helt almindeligt politisk parti. Helt almindelige alt muligt kender nemlig kun nogle af platformene – og aner ikke hvordan de skal benytte dem strategisk. Det lærer de her.

Og bogens målgruppe bliver netop sat i ramme fra første færd. Digital kommunikation handler om mennesker – ikke om teknologi. Og det er selvfølgelig det eneste rigtige fokus, når man skal tale med kommunikationsfolk fra de ovenfor nævnte målgrupper. Tænk nye medier som et trin op ad stigen; som et væld af nye muligheder – ikke som et farligt nørdeunivers, hvor alt er fremmed. Det er stadig blot kommunikation. Du skal bare huske at målrette den. Som det altid har været, men som alt for få husker, fordi det er så nyt og fremmed det hele.

Styrkerne

Bogens klart største styrke er, at det pibler op fra undergrunden med gode cases, hvor de fleste kommunikationsfolk må kunne relatere deres egen organisation til de beskrevne. Og ikke nok med, at der er masser af cases – der er tilpas mange informationer om de forskellige cases til at også folk som mig lærer noget. Jeg kendte ikke engang FOA-eksemplet og der er masser af nyt for mig i praktisk taget alle cases. Det styrker også mit arsenal, når jeg skal rådgive vores kunder. Det må betyde, at selv samme kunder vil kunne få en masse ud af denne bog. Og det er det, bogen vil.

“Lyt til elefanterne” er i mine øjne et helt fantastisk bud på en bog til alle de organisationer og virksomheder (og de er stadig alt for mange), der har berøringsangst overfor nye medier og det eksplicitte kontroltab. Først og fremmest er kontroltabet et faktum, lige meget om du gør det eksplicit eller ikke – og der ud over er det slet ikke så farligt. Det viser bogen til perfektion. Giv den derfor til dig selv, til dine venner og til alle de kommunikatører, du har i dit netværk. Og alle andre, der synes at Twitter, Facebook eller noget helt tredje er tidsspilde. Det er kun tidsspilde for dem, der ikke har noget at bruge det til (sic).

Svaghederne

Ingen. Bogen gør, hvad den skal, og gør det ekstremt godt. Det har jeg vist allerede sagt. Så køb den nu bare.

Obducer elefanterne

Når alt det er sagt, så har jeg selvfølgelig nogle kommentarer, nu da målgruppen er nogle andre end mig, dig og dine, kære læser. Du læser nemlig shevy.dk og er derfor med på de nye mediers frontlinje. Derfor forlader vi bogens målgruppe og går videre til min. Jeg så nemlig gerne en toer, et appendix eller et bind to. Jeg ville kalde toeren for “Obducer elefanterne“. Jeg håber i øvrigt, at Anna og Astrid rent faktisk skriver den, for jeg ved, at i hvert fald Anna har den fornødne viden til også at komme med lange tekniske, teoretiske og analytiske forklaringer. Og dem er der selvsagt og heldigvis ingen af i “Lyt til elefanterne”. Men hvis Anna rent faktisk skrev dem, ville jeg være den første til at læse med. “Obducer elefanterne” har tre fokusser (det hedder det da, ikke?).

1. Teknologi som ven

Modsat hvad man bør fortælle kræsne kommunikatører er teknologi rent faktisk vigtig. Teknologien er at sidestille med en deltager i samtalen, og er derfor enormt vigtig at tage med i regnestykket. Når man skal overbevise organisationer og virksomheder om at åbne op, tage samtalen, agere socialt og så videre, som bogen gør bedre end noget andet, vi har set i Danmark, bør man ikke italesætte det. Men det er af kolossal relevans, når man langt om længe får lov til at lave en social mediestrategi for selv samme organisationer og virksomheder.

Kommunikationens fire faser

I bogen benytter forfatterne en model med kommunikationens fire faser. Det er en model, jeg har set og benyttet flere gange (den er trods alt udviklet af Anna og vores chef, Bo Juni).

Det er især hvis man finder det strategisk opportunt at entrere fase 3 og fase 4, at platformen, værktøjet eller teknologien begynder at spille en stor rolle. Det skal være en medspiller; en deltager i dialogerne. Derfor er den EKSTREM vigtig. Alt kan ikke bygges i Sharepoint/MOSS, den efterspurgte socialitet kan ikke nødvendigvis skabes ved at skrive en kommentar, uploade et billede eller embedde en video fra YouTube. “Obducer elefanterne” fortæller derfor læserne, at det ikke er ikke nok at være, hvor brugerne, kunderne eller medlemmerne er. Deres behov, bevæggrunde og følelser skal understøttes af teknologiske, handlingsunderstøttende foranstaltninger. Brugerne skal ikke kun være venner med hinanden, men også med softwaren og algoritmerne bag. Teknologien skal tage dem i hånden. Netop derfor er fase 4, den strategiske platform, netop en platform, som er strategisk. Bind II skal derfor indeholde en gennemgang af forskellige teknologiers – eller rettere websites’ – muligheder og begrænsninger.

2. Nichenetværk

I forlængelse af teknologi som ven, ville jeg gerne se en introduktion til nichesites og især nichenetværkenes mange fordele. Og især hvorfor det for mange organisationer og virksomheders vedkommende giver sindsygt god mening at benytte sig af eksisterende nichesites eller selv bygge nogle. Et nichesite har en meget mere stramt defineret (og dermed ofte bedre) defineret målgruppe end de store sites. Det er derfor ikke alle elefanterne, der skal følges. Det siger forfatterne også. “Indkreds din målgruppe” er netop et af deres vigtigste budskaber.

Desuden har de flere cases med netop nichenetværk. De bliver bare ikke italesat som sådanne (igen med god grund). Desuden er de omtalte nichenetværk alle hjemmefabrikerede, så jeg mangler en gennemgang af fordelene ved at benytte andres nichenetværk til både reklame, markedsføring og selvfølgelig til relationsopbygning og -vedligeholdelse. Men lige så vigtigt er det at sige, at opbygningen af eget socialt netværk ikke er så uoverskueligt, som det lyder, og at denne form for elefantpiskning også kan virke. Hovedreglen er at følge elefanterne, men andre gange er det nu engang også en god idé at give elefanterne et ordentlig rap over snablen med 30.000 volt og hente dem hen til egen boplads. En generaliserbar analyse af, hvornår det giver mening, og hvornår det ikke gør, hører så absolut til Bind II.

3. Realtidssocialitet online

Vi har længe talt om “sociale medier” (længe i internet-år, that is). Så længe, at vi er ved at være lige så trætte af det, som vi er af “web2.0″. Problemet er blot, at socialiteten ikke engang har toppet endnu. Vi har masser af teknologier, der understøtter nogle specifikke sociale handlinger, men den “socialitet” (i meta-forstand) som omdrejningspunkt er stadig en sjældenhed. Vi taler ofte om “det sociale objekt”, som skal være til stede i et socialt medie, for at brugeren har noget at bruge det til. Delicious har bookmarks som socialt objekt, Facebook har venskab som socialt objekt, MySpace har lige som last.fm efterhånden mest af alt musik som socialt objekt, radikale.net har politikudvikling som socialt objekt og så videre. Det sociale medie med socialitet som socialt objekt venter derimod på især (videounderstøttede?) real-time-teknologiers øgede udbredelse, hvor socialiteten foregår som offline: en evig redefinering af relationer, hvor identiteten og/eller den objektiviserede/generaliserede identitet er det sociale objekt.

Identitetsopbygning online er enormt meget nemmere manipulerbar online end offline. Social handlen er bygget op om gestikulationer, ansigtsudtryk og alt det, vi kun er på vej til at få hevet online med video- og real-time-teknologier. Handlinger rettet mod både sociale relationer og mod en ukendt andet. Det svært definerbare skel mellem offentligt og privat vil blive ved med at blive skubbet, og det er enormt vigtigt, når organisationer og virksomheder skal manøvrere online.

Realtidssocialitet online er langhåret snak og hører derfor ikke til i “Lyt til elefanterne”. Men i “Obducer elefanterne” vil jeg læse om det. Jeg trænger nemlig – som rigtig mange andre, i øvrigt – til at blive meget klogere.

Relaterede indlæg:

1. Vederstyggelige verden, hvad vil du mig?
2. Gu er jeg ej!
3. Opdateringer

Hvorfor folk EGENTLIG bruger Internet Explorer 6:

Real IE6 usage reasons

Chancerne for at du kender spørgsmålet til en million

Chance for at kende spørgsmålet til 1 mio.

Kvaliteten af en joke

Kvaliteten af en joke

Og min favorit i denne omgang handler om mine madlavningsvaner og -evner.

Mine madlavningsevner- og vaner

Relaterede indlæg:

1. Lagkagediagrammer
2. Sid ned. Ikke på hug, dog.
3. COP15’s website

Stefan Bøgh-Andersen

Så skal vi til det igen. Altså understrege at Jarmers Plads er stedet hvor bloggere arbejder. Emme startede det hele, men nu er vi flere fra den gamle garde. Herunder overtegnede selv, men også mere kendte blogfolk fra the first mover days, trinetrine, Dalager og NielsMLP.

Siden da er upcoming blogcelebriteter som Ida Jeng (desværre ikke længere Jarmers-bound) og Anna Ebbesen kommet til. Og Martin Sønderlev kunne også på et tidspunkt kaldes blogger. Siden han stoppede her, er Bo Juni selvfølgelig også blevet tilføjet blogosfæren. Og selv om hun ikke længere kommer her så tit, må man selvfølgelig ikke glemme Pia Lauritzen.

Nå, men jeg skriver selvfølgelig alt det her af en grund. Og den er, at endnu en af de gamle bloggere skal til at betræde vore gulvtæpper. Det skal han pr. 1. november 2009. Den ene halvdel af Danmarks bedste blog, Stefan Bøgh-Andersen, er nemlig blevet ansat i Eksponent. Det er vi helt enormt glade for.

Emme efterspørger også en liste over, hvem der stadig er aktive bloggere. Jeg vil faktisk mene, at det er alle de ovenstående. Hvis Martins deliciousfeed tæller med :)

Relaterede indlæg:

1. I see you baby!
2. Jeg er stadig en af landets mest populære bloggere
3. Kinesisk æske-emme

Afsnit 3:

Klik her for at se den indsatte video.

Afsnit 21:

Klik her for at se den indsatte video.

Problemet er selvfølgelig dobbelt. Først og fremmest at processen ikke er stoppet noget tidligere, så der ikke både var blevet brugt forholdsvis mange penge, så instruktør, producere osv. ikke stod med håret helt så langt nede i postkassen osv. Men jeg synes faktisk, at det er en stærk beslutning, at skrotte et stykke dårligt tv. Det andet problem er, at det lugter lidt af endnu en politisk beslutning, der skal ae lidt for Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre. Begge dele er problemer, der kan rykke endnu mere ved troværdigheden i beslutningsprocesserne hos DR, og begge dele er helt uholdbare og enormt kritisable.

Men dårligt tv, det er det sgu!

Relaterede indlæg:

1. Sod er nederen
2. De bedste fodboldsange
3. Obama hev det heeeelt ned i lungerne