Jeg har købt et nyt kamera. Jeg overvejede en del forskellige, men endte med at købe et Panasonic Lumix DMC-ZS7. Det er fedt. Det er semikompakt, der er indbygget GPS, fantastisk sej zoom (12x optisk) og HD-video. Dybest set det perfekte på-farten-kamera.

I øjeblikket er jeg på farten i New York, så fortæl mig gerne, hvad du vil have taget et billede eller en lille film af. Så smutter jeg forbi i morgen formiddag og ser hvad kameraet kan klare med en fotografisk analfabet ved knapperne.

Guggenheim (med en Nokia 6280 i 2007)

Relaterede indlæg:

1. COP15′s website
2. Hvad vil I helst læse om?
3. Lagkagediagrammer

Tal er godt. Tal er nødvendige. De ovenstående tal er ikke gode. Men nødvendige. Nogle gange gad jeg godt, at jeg kunne give en latterligt lille hånd i et lille hjørne af et stort problemknuserapparat i et uoverstigeligt bjerg af problemer i Mozambique.

Relaterede indlæg:

1. Verdensbankens data er sluppet fri
2. Hvis jeg var Facebook
3. Man lærer noget hver dag

Obama som hvid (fra Nevada Tumbleweed)

Tim Wise har skrevet et helt og aldeles fantastisk og fantastisk nødvendigt indlæg om racekortet. Et kort som også ofte anses som brugt i kønsspørgsmål. Kortene bruges efter sigende af sippede, nærtagende, konspirationshungrende kællinger, negre og muhammedanere. Hvis man tager den kønsdiskriminerende/racistiske del ud af disse anklager, ender man ofte i stedet med, at kortene bruges af personer, der igen og igen oplever (ubevidste) strukturelle forskelsbehandlinger og at anklagerne kommer fra The Usual Suspects: Hvide mænd, som nægter at se uligheder, hvis det ikke går ud over dem selv. Freud kaldte det benægtelse. Jeg kan godt lide Freud.

Pointen er selvfølgelig, at man sjældent får noget ud af at bruge kortet, når ingen tror på, at der rent faktisk finder racisme eller kønsdiskrimination sted. Derfor er det i stedet ekstremt brugbart at anklage andre for at bruge det. Så kan man nemlig affeje en ubehagelig diskussion lynhurtigt og få de andre til at ligne tudekællinger. Smart. Trumfen i argumentationskortspillet er med andre ord altid på den hvide mands hænder.

Noget af det mest spændende er selvfølgelig, at det også finder sted på universiteterne og andre steder, hvor De Oplyste befinder sig. Den åbenlyse racisme eller kønsdiskrimination er nem at spotte, men de strukturelle og underbevidste diskriminationer er svære at få øje på. Til det virker statistik ofte bedst (sorry, Foucault-elskere, men det passer).

• How many Americans do you figure have even heard, for example, that black youth arrested for drug possession for the first time are incarcerated at a rate that is forty-eight times greater than the rate for white youth, even when all other factors surrounding the crime are identical (4)?
• How many have heard that persons with “white sounding names,” according to a massive national study, are fifty percent more likely to be called back for a job interview than those with “black sounding” names, even when all other credentials are the same (5)?
• How many know that white men with a criminal record are slightly more likely to be called back for a job interview than black men without one, even when the men are equally qualified, and present themselves to potential employers in an identical fashion (6)?
• How many have heard that according to the Justice Department, Black and Latino males are three times more likely than white males to have their vehicles stopped and searched by police, even though white males are over four times more likely to have illegal contraband in our cars on the occasions when we are searched (7)?
• How many are aware that black and Latino students are about half as likely as whites to be placed in advanced or honors classes in school, and twice as likely to be placed in remedial classes? Or that even when test scores and prior performance would justify higher placement, students of color are far less likely to be placed in honors classes (8)? Or that students of color are 2-3 times more likely than whites to be suspended or expelled from school, even though rates of serious school rule infractions do not differ to any significant degree between racial groups (9)?

Fact is, few folks have heard any of these things before, suggesting how little impact scholarly research on the subject of racism has had on the general public, and how difficult it is to make whites, in particular, give the subject a second thought.

Jeg vil ikke kommentere det meget mere, for selv om det er et enormt langt indlæg, han har skrevet, så er det mere end væsentligt at læse. Så gør det. Nu. Brug evt. Readability når du læser lange tekster på nettet. Det gør jeg. Og det er godt.

Relaterede indlæg:

1. De bedste fodboldsange
2. Det perfektionistiske menneske
3. Stupide ignorante bæster

Kald det skræmmende. Kald det dumt. Eller vær fornuftig og kald det imponerende. I hvert fald kunne det her sagtens være mig. Tak, Puk, for at du holder mig ud.

Relaterede indlæg:

1. Terrorister i Manchester
2. Madonnaltformeget
3. En hjælpende sms-hånd

Et af de mest populære indlæg her på bloggen er i disse tider mit to år gamle indlæg om de bedste fodboldsange. Men det indlæg indeholder jo slet ikke det, som de fleste leder efter. Nemlig landsholdets sange. Og dem skal vi da også have samlet, før vi drager til Sydafrika (damn, jeg glæder mig til at opleve Soccer City til kampen mod Holland!). Men her er de så. Det danske landsholds slagsange. Og så den der nationalistiske fællessang.

Nationalsangen

Der er et yndigt land

Klik her for at se den indsatte video.

VM-sange

Dodo Gad: Re-Sepp-Ten (VM i Mexico, 1986)

Klik her for at se den indsatte video.

Dodo & The Dodos: Vi Vil Ha’ Sejren I Land (VM i 1998, Frankrig)

Klik her for at se den indsatte video.

Søren Poppe og Sofie Lassen-Kahlke: Danmarks Drenge (VM i Sydkorea og Japan, 2002)

Klik her for at se den indsatte video.

Det Tynde Øl: Vi Redder Danmarks Ære (ikke-kvalifikationssangen til VM i Tyskland, 2006)

Klik her for at se den indsatte video.

Nephew: The Danish Way To Rock (VM i Sydafrika, 2010)

Klik her for at se den indsatte video.

EM-sange

Gunnar “Nu” Hansen: Rap Nu (EM i Frankrig, 1984)

Klik her for at se den indsatte video.

Rocazino: En For Alle (EM i Tyskland, 1988)

Klik her for at se den indsatte video.

Big Fat Snake: Big Boys In Red And White (EM i England, 1996)

Klik her for at se den indsatte video.

Det Brune Punktum: All We Need Is Love (EM i Holland & Belgien, 2000)

Klik her for at se den indsatte video.

Birthe Kjær, B-Boys og Safri Duo: Vi’ Fra Danmark (EM i Portugal, 2004)

Klik her for at se den indsatte video.

Honorary mention

Savage Rose: Stjerneskud (Når Lysene Tændes i Parken)

Klik her for at se den indsatte video.

Relaterede indlæg:

1. De bedste fodboldsange
2. Sod er nederen
3. Musik jeg glemmer

Dansk Folkeparti er de sorte (oh, the irony) - via Wikipedia

Jeg er efterhånden ret træt af diskussionerne om Dansk Folkeparti. Først og fremmest fordi alt, hvad der udspringer af sådanne diskussioner er håbløst ubrugeligt. Og det er det fordi Dansk Folkeparti per definition ikke giver de diskussioner, jeg er en del af, nogen form for input. Deres projekt er så langt fra noget, der kunne være en del af min sfære, at deres såkaldte argumenter ikke virker som sådanne.

Men det gør dem ikke til al fucked-up-heds holdeplads. Information skriver i dag i artiklen “SF-ordfører anklager ledelse for berøringsangst“, at den ellers ret fornuftige Kamal Qureshi lægger sig ud med ledelsen i SF i et forsøg på at få folk til at kæmpe mere indædt mod Dansk Folkeparti. Umiddelbart en god idé (på trods af erfaringerne fra det Liberal Alliance). Dansk Folkeparti gør også i min optik mere skade end gavn, men de er nu engang stadig blot et parlamentarisk grundlag for en regering, der fører sin egen politik. Alle de demoner, der er blevet sendt ud i det danske samfund i de sidste 10 år, kommer hovedsageligt fra Venstre. Delvist fra Konservative. Delvist fra Dansk Folkeparti. Men hovedsageligt fra Venstre. Diskussionen om udlændingepolitik skal selvfølgelig stadig tages, men ikke i opposition til Dansk Folkeparti, men i opposition til meninger, man ikke deler og især ud fra egne holdninger. Det vil sige i opposition til den første politik. Regeringens, hovedsageligt.

At der overhovedet er en diskussion i SF om deres stilling i forhold til Dansk Folkeparti skyldes udelukkende, at SF’s egen politik har rykket sig i en (til tider uheldig) retning, hvor nogle mennesker siger, at de ikke længere kan se forskel på de to partiers udlændingepolitik. Og de mennesker er spin-elskende politisk bevidste mennesker, som udmærket kender oceanet af forskelle, men ved, at de kan stikke til nogle SF’ere, hvis de siger, at SF’s udlændingepolitik er lige så slem som Dansk Folkepartis. Det er den selvfølgelig ikke.

Hvis man har et problem med SF’s udlændingepolitik, så skyd skylden på størstedelen af det demokratiske parti, som har lyst til en strammere linje end du selv. Hvis du har et problem med regeringens politik, så skyd skylden på regeringen og skyd gerne en lille portion af skylden på deres parlamentariske grundlag. Men det er altså ikke alt sammen Dansk Folkepartis skyld. Så meget ros bør de slet slet ikke få. Lige som Enhedslisten ikke skal have hhv. rosen og skylden for al venstreorienteret politik, der foregår under en socialdemokratisk regering.

Dansk Folkeparti er blot et blandt mange partier. Det er dem, jeg synes mindst om, ja; men de skal ikke have skylden for alt det lort, der foregår i Danmark. Især fordi de stadig har så tilpas meget landsbytosser over sig, at mange af os slet slet ikke ser nogen form for lighed med blandt andet SF. Det ville i stedet klæde diskursen at give Venstre noget mere respekt for at have kuldsejlet både vores og andres nationer.

Venstre er det bærende regeringsparti, Venstre har hele tiden haft statsministerposten og Venstre dikterer Danmarks udlændinge- og udenrigspolitik. Husk det nu. Og lad mig så være fri for at høre om Dansk Folkeparti hele tiden. SÅ spændende er de altså heller ikke.

Relaterede indlæg:

1. H*A*S*H
2. Jeg kan også
3. Hold nu kæft Meier

Dagens xkcd:

The heartfelt tune it plays is CC licensed, and you can get it from my seed on JoinDiaspora.net whenever that project gets going.

Relaterede indlæg:

1. Lagkagediagrammer #2
2. Lagkagediagrammer
3. Sid ned. Ikke på hug, dog.

Med tirsdagens nyhed om, at Verdensbanken frigiver alle deres data, begynder der langt om længe at tegne sig et billede af en verden, hvor selv de mest magtfulde og hemmelighedskræmmende institutioner frigiver data. Når Verdensbanken, USA og England frigiver data kan alle nationer og transnationale organisationer gøre det. Og bør gøre det. For det fortæller os EKSTREMT meget om verden, og hvad vi kan gøre for at gøre den bedre.

Det (en slags) startede med den svenske professor i offentlig sundhed, Hans Rosling, som i nedenstående TED Talk fra 2006 viste nogle ekstremt seje illustrationer af data. Han har tidligere boet i blandt andet Mozambique og fokuserer da også i denne TED Talk på udviklingslandenes udvikling. Det er seje sager!

I år udgav Google så Google Public Data Explorer, som bygger på Hans Roslings idéer. Indtil nu har Google blot benyttet de få tilgængelige data, der findes rundt om på webbet – blandt andet de få åbent tilgængelige data som Verdensbanken har stillet til rådighed indtil nu.

Manden bag internettet, Tim Berners-Lee, har også senere givet et par TED Talks, der handler om emnet. De to vigtigste kan ses nedenfor. De er fra hhv februar 2009 og februar i år:

Men snart kan vi altså forvente mangt meget mere fra blandt andet Google Public Data Explorer. Tim Berners-Lees seneste TED-præsentation viser dog, at det ikke kun er Google, der kan få alle disse data til at leve. Med den fulde dataåbenhed er mulighederne reelt uendelige og jeg kan slet slet ikke vente på at se, hvad alle de kløgtige mennesker rundt om i verden får ud af dataene – i første omgang gennem Verdensbankens egen konkurrence, Apps for development, som Verdensbankens præsident, Robert B. Zoellick blandt andet fortæller om:

Klik her for at se den indsatte video.

Det her kan sagtens vise sig at være første skridt på vejen til en række ekstremt væsentlige værktøjer, apps og infographics, der kan gøre det vanvittigt meget nemmere for både nationalstater, NGO’er og FN-organisationer at håndtere de store forskelligheder, der findes på selv lokalt niveau.

Den Åbne Datarevolution er i gang!

Relaterede indlæg:

1. Alle tæller, så tæl alle
2. Nyhedssamling
3. Danlænder

Cool cool cool video fanget ovre hos Lækker Lytter. Broken Fingaz Stop Motion Graffiti:

Relaterede indlæg:

1. Stop Rokkasho
2. Sod er nederen
3. De bedste fodboldsange

Jeg er helt enig med subtitle ovre hos IHEARTCOMIX!. Hvad fanden ryger de der svenskere?

Relaterede indlæg:

1. Nedtursfact nr. 789
2. Ud med Carlsberg ind med en ko …
3. Rettelser her på domænet

Nyhedsmoster. Eller nyhedsdinosauren, om man vil. Se den på en url nær dig. (billede af epSos.de))

Jeg er generalist. Det betyder ikke, at jeg elsker generaliseringer, men at jeg har en generalistuddannelse og ikke rigtig er specialist i noget som helst. Dybest set har jeg en række interessereområder og en faglig profil, som passer ind mange steder, men ikke er perfekt til noget. Jeg er med andre ord, ja, generalist. En blød mellemvare ville nogen sige. Andre ville kalde mig en leverpostejmand. De fleste andre ville nok sige en god mand at have på et fleksibelt arbejdsmarked.

Men det er slet ikke mig, det her handler om. Det handler i stedet om nyhedsmediernes manglende links til sig selv og til hinanden. Det handler om individualiseringen af samfundet og om den form for øget specialisering, der rent faktisk finder sted i et samfund, hvor generalister vinder frem. Med andre ord nogle store emner til et enkelt blogindlæg. Og med endnu andre ord nogle ting, der burde blive underøgt lidt bedre end blot en flok postulerer fra en leverpostejagtig amatør. Men vi skal jo starte et sted.

Jeg har lige læst om udviklingsminister Søren Pinds udspil til en ny ulandsplan. Jeg læste løs hos Politiken, hos Berlingske og hos Information (men nej, aldrig hos JP, tak). Og det gennemgående var, at de fortalte om udspillet, men fortalte mig ikke hvor jeg kunne finde det. Det kan jeg så i stedet fortælle. Det ligger sjovt nok på Udenrigsministeriets website. Det gør også en video, hvor Søren Pind fortæller om det hele. Alt i alt to ting, der er væsentligt for ALLE, der gerne vil vide mere, end hvad Ritzau har samlet sammen af ligegyldigheder og korte kommentarer fra politiske modstandere.

Nyhedsmedierne linker ikke til hinanden

Anna Ebbesen skrev for nogle dage siden om emnet. Og det er netop en væsentlig diskussion. I øvrigt en diskussion, som har stået på, lige så længe som links har levet – og som også ved flere lejligheder har været oppe at vende her på stedet. Nettet lever af links. Nettet er links. Og nyhedsmedierne lærer først at leve (som i: overleve), når de lærer internettets økologi at kende. Så langt, så godt.

Men hvorfor linker de så ikke til hinanden? Eller blot til deres kilder? Den gængse opfattelse er nok ikke helt ved siden af: De er bange for, at brugerne, kunderne, bliver sendt væk fra eget produkt og finder noget bedre hos konkurrenten. Og manglende sidevisninger er lig med manglende annonceindtægter. Er den gængse opfattelse. Men sådan behøver det langt fra at være. Ikke alle annoncer betales efter antal sidevisninger, men eksempelvis efter mediets generelle besøgstal eller efter … gisp … blot efter en fast, mere eller mindre tilfældig (undskyld, økonomer) prissætning.

Specialiseringen af generalister

Men lige meget hvor meget man vender og drejer det, så vil vi have mere. For mange af os er det ikke nok at vide, at Socialistisk Folkeparti og Mellemfolkeligt Samvirke er positivt overraskede, når en ekstremt liberalistisk Venstremand kommer med et udspil. Det er nærmest så utænkeligt, at jeg ikke stoler på det. Giv mig beviser. Vis mig vejen til de ikke engang 30 A4-sider med mandens egne (embedsfolks) ord. Selvfølgelig er mange bedøvende ligeglade og synes at 30 sider er meget. en så har de et andet emne, de synes er spændende. Men mange af os er så tilpas generalistisk skolede, at vi synes at mange ting er spændende og derfor gerne vil have mere at vide om mange emner, når vi har tiden til det.

Og det er denne specialisering, som eksempelvis blogs var et tegn på. De hyperpopulære hyperspecialiserede blogs er et tegn på, at én persons specialistviden er mange andre generalisters specialinteresse. Jeg læser fantastiske single topic blogs om Manchester City, om min vivs niece, om retten til land i Tanzania, om mikroformater og meget andet. Jeg vil vide meget om nogle ting. Jeg gider til gengæld ikke vide alt, hvad Politiken eller Berlingske Tidende finder interessant.

Individualiseringen af/i samfundet

Og det bringer os frem til sidste punkt i dagens blogindlæg. Individualisering. Denne farlige størrelse har fundet sted i mange år siger alle sociologerne. Og alle sociologerne har ret. De er trods alt alle sociologer. Og alle sociologer har ret. Ergo. Men i hvert fald er der en enorm individualisering i vores samfund. Det er ikke nødvendigvis nogen dum ting, som mine forgængere på venstrefløjen ellers i mange år var bange for. Individuelle ønsker er slet ikke nogen dum ting, så længe det ikke bliver krav om, at verden skal indrettes efter mig, mig, mig.

Individualisering er frihed til at være anderledes og ønsket om at kunne tilrettelægge sit liv lige nøjagtig efter egne ønsker (indlægget er tilpas vidtfavnende allerede, så ingen snak om individets mulighed for rent faktisk at have helt egne ønsker). Denne individualisering slår også igennem, når vi jagter informationer. Alt dette her 90′er-fis med at vi alle er nyhedsjunkier, giver jeg ikke meget for. Tidligere sad dem, der havde mulighed for det, hele dagen og læste alle de aviser, de havde råd til. Det gør vi ikke længere. Nu sidder vi i stedet hele dagen og læser om de ting, vi finder interessante.

Konklusion

Og det er her, mit indlæg finder sin røde tråd. Aviserne fatter endnu ikke, at vi ikke længere kun er arbejderne efter kapitalisterne. Eller omvendt. Bevares, vi bør holde liv i klassekampen på mange måder, men pointen er, at vi – når vi bevæger os på nettet – ikke enten læser den ene eller den anden avis. Og ikke har den ene eller den anden generaliserbare interessebasis. Hvis jeg vil læse socialdemokratiske flammetaler, så fortæl mig om dem og link mig hen til videoen. Lad være med at tro, at én artikel giver mig alt, jeg vil vide. På nettet læser de samme mennesker Ekstra Bladet, Politiken og Berlingske Tidende. Og The Guardian og The Sun. Hvis de skriver om Manchester City eller om Jürgen Habermas eller om Mozambique, så læser jeg det i hvert fald lige meget hvem, der skriver om det.

Og det er det, aviserne skal lære. Vi skimmer det hele, og læser meget om det vi finder interessant. Vi læser ikke avisen fra ende til anden. Online. Derfor giver det ingen mening at ødelægge mit læseflow med kun at tilbyde mig noget om X-factor eller noget om paven, når jeg har læst artiklen. Onlineavisens næste side er ikke nødvendigvis min næste side.

Næææ, du. Jeg vil læse Søren Pinds udspil. Men jeg skal nok vende tilbage.

Relaterede indlæg:

1. Ældrebyrden
2. BlogTjek07-rapporten er klar
3. Permalinks med æø …

Jeg burde have skrevet det her noget tidligere, for jeg tror, at ret mange af mine venner efterhånden har diskutteret og herunder spurgt mig, hvor det er bedst at købe musik online. De fleste har efterhånden en uheldig idé om, at iTunes Store er det bedste bud. Og nej, det er et af de dårligste bud, når alt kommer til alt. Og det gør alt (altså kommer til alt. Det er jo nu engang alt i forvejen). iTunes tvinger rigtignok ikke længere en kopibeskyttelse ned over deres brugere, men de sælger sangene i dårlig kvalitet (256kbps – man kan lave mp3-filer i 320kbps, så hvorfor ikke gøre det?). At de benytter AAC i stedet for et af de andre tilgængelige formater, er ikke længere noget større problem. De fleste musikafspillere kan håndtere AAC these days. Og ja, der er meget musik i iTunes Store, og hvis du ikke kan finde din musik andre steder, så køb dog den da i iTunes. Der er ikke nogen, der slår sig på det.

Jeg vælger dog i stedet altid mellem formaterne mp3, FLAC og Ogg Vorbis. Eller originalformatet, WAV, selvfølgelig. Vi skal nok alle sammen blive trætte af, at have al vores musik liggende som mp3 en dag, men det er nu engang det mest benyttede format i dag og derfor mulig at tage med sig rundt på alle de afspillere, man måtte have. FLAC og Ogg Vorbis er langt hen ad vejen de bedste bud, hvis man kun skulle købe med følelserne. Men det skal man desværre ikke altid. Der skal bruges noget energi på at få de formater omsat til noget, alle dine afspillere kan klare, men du har til gengæld sangene i et godt format, som om et par nok stadig kan konverteres til bedst mulige, udbredte format. Være det AAC eller noget nyere.

Men nok om formater. Jeg ved ikke specielt meget om det og vil hellere fortælle, hvor jeg oftest køber musik.

Her bør du købe

Jeg tillader mig derfor her at fortælle dig, hvor du børe købe din musik. Det er ikke nogen udtømmende liste, men blot de steder, hvor jeg er glad for at købe min musik. Flere af stederne er kendt af de faste læsere her på stedet. Og omtalte faste læsere har forhåbentlig også allerede læst Rune Hausners indlæg om Dubstep, hvor han også nævner nogle af stederne.

• BLEEP

  Masser af elektronisk musik, som sælges både på vinyl og som mp3 i 320kbps.

• Juno Records

  Samme historie. Det er elektronisk musik, og det er både vinyl, cd og mp3 i hhv. 192kbps og 320kbps samt wav).

• Boomkat

  Mest elektronisk, men også lidt andet. Vinyl, cd og mp3 i 320kbps og FLAC.

• 7digital

  Indie styrer denne biks, men der er også elektronisk og lidt hiphop. Udelukkende mp3 i 320kbps.

• Beatport

  Noget nær himlen, hvis du er til den klub-orienterede elektroniske musik. Kun digitalt, hvor det er mp3 i 320kbps, mp4 i 192kbps eller WAV.

• Drum & Bass Arena

  Navnet siger lissom sig selv. FLAC, WAV og mp3 i hhv. 192kbpm og 320kbpm

Som outsider kan også nævnes eMusic, hvor kvaliteten ikke er særlig god, men det er ekstremt billigt, og en god måde at købe noget musik på, hvor der er råd til nogle sats her og der.

Relaterede indlæg:

1. Mine del.icio.us-links den 6. september
2. Hey hey you
3. Blodige rødbeder giver tarmslyng

Billede fra gadl

Jeg har lige kigget på lidt webstats. Og i går, da jeg udgav et indlæg ovre på The Wizards of Moz tjekkede jeg livestats (takket være Woopra). Det, der kom bag på mig, var, at læserne så allersatans hurtigt fandt frem til indlægget. Med fremkomsten af PubSubHubbub (eller den nemmere udgave: PuSH) og RSSCloud. Faktisk nåede jeg ikke at fortælle om indlægget på hverken Twitter eller Facebook, før den første besøgende kom forbi. Og husk her, at det var fra en feedreader – altså var den besøgende en person, som følger os i tykt og tyndt. Det er der flere der gør. Der er derfor god grund til at tro, at mere end den ene person kiggede på indlægget cirka 10 sekunder efter udgivelse. Det er Real-Time Web.

Det fik mig i dag til at gøre noget rigtig idiotisk. Jeg skrev nemlig en opdatering på Facebook om det. Den lød sådan her: “René Clausen Nielsen synes at PubSubHubbub er det bedste der er sket siden Jaiku (<– ignorer blot dette statement, hvis du ikke aner hvad det er)”. Og som du vil se i min argumentation nedenfor, var det sådan ca. det dummeste at gøre. Faktisk en ret ironisk ting at gøre.

Som jeg skrev i indlægget “Mens vi venter på Google Wave“, så ville jeg senere skrive et indlæg om Real-Time Web. Indlægget har været halvvejs færdigt siden september, så der er lidt old news iblandt.

Real-Time News

Vi er efterhånden blevet vænnet til, at nyheder er noget vi får, lige når de sker. For mange af os startede det for alvor med 9/11, men siden da er urolighederne i Iran, Jordskælvet i Haiti osv. blevet formidlet først og bedst via real-time web. Det vil i øjeblikket sige Twitter og Facebook. De klassiske nyhedsmedier får stadig en enorm bid af kagen og er der, de fleste af os bevæger os hen, når vi skal have lidt baggrund. Vores største problem i Medie-Danmark i øjeblikket er faktisk, at især aviserne rent faktisk tror, at vi vil nøjes med, at de er næsten-først med en historie. Det vil vi selvfølgelig ikke. Vi vil have at vide med det samme, at noget er sket, men vi vil også have baggrund og meget mere.

En Twitter-kort besked som “Earthquake in Haiti. My thoughts.” hjælper os blot til at vide, at noget er sket, og at vi skal gå andre steder hen for at få de reelle viden. Det kan Twitter og Facebook heldigvis også. Det hedder links. Så vi har vænnet os til at få real-time besked om, at vi kan finde noget et andet sted.

Real-Time Teknik

En af grundene til, at Real-Time Web er det store i øjeblikket, er, at Google har udviklet PubSubHubbub, som er en open source protokol til at få data fra udgiver til modtager med det samme. Samtidig har RSS‘ fader, Dave Winer, udviklet RSSCloud, som følger samme tankesæt. Nemlig at de feeds, vi kender, skal ende hos modtageren med det samme. Så dybest set er grunden til, at vi nu er vidne til et stort spring frem i udviklingen af The Real-Time Web, at vi nu kan. Det er teknisk muligt.

Real-Time Feeds

Det seje ved den teknologi er, at det giver os real-time feeds. Det vil sige, at de fleste moderne websites hermed kan sende nyt indhold lige så hurtigt til slutbrugeren som Twitter og Facebook. Så snart man trykker på “Udgiv”, kan abonnenterne se det i deres feedreader. Om det så er Google Reader, Bloglines, browseren eller eksempelvis Socialite, som integrerer Google Reader, Twitter, Facebook, Flickr og Digg, er ligegyldigt. Det når lige så hurtigt frem som de andre tjenester.

Det supersmarte er dog, at det jo lige så nemt kan komme med i søgeresultaterne på eksempelvis Google, Bing og Yahoo. Det vil sige, at hvis du søger på “Earthquake Haiti”, så får du ikke 1) enten gamle nyheder eller blogindlæg, 2) tweets om at nogen lige har skrevet noget, men 3) spritnye reelle historier. Også fra etablerede medier.

Summa summarum

Hvad alt det her får os frem til, er, at vi ikke længere kan undskylde vores alt for overfladiske kommunikation med, at Twitter eller Facebook er hurtigere. Dybdeborende eller i det mindste argumenterende jounalistik, blogging og hvad man ellers vil kalde tekster, der er mere end 140 tegn lange, har hermed fået en renæssance.

Om jeg håber på en snarlig død for Twitter og Facebook? Overhovedet ikke. Men jeg glæder mig over, at selv hyperenergiske først-med-det-første-twitter-afficionados som Marks har fået nok af manglen på dybde. Faktisk har han, siden sit ikke-nytårsforsæt om at gøre netop det, skrevet en lang række virkelig indsigtsfulde blogindlæg. Den slags varmer en gammel mands hjerte (det er mig, der er den gamle mand, red.).

Så ja, jeg er glad. Den dybdeborende, real-time, kommunikationsform er her. Blogging er det nye Twitter. Som engang var det nye blogging.

Relaterede indlæg:

1. Social mediering d. 2008-11-10
2. Facebooks geniale investering
3. Social mediering d. 2008-11-08

Billede fra Wikipedia

Det er i denne sammenhæng mig, jeg omtaler som troldmand. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. I smallere kredse, i hvert fald. Men det er ret nyt, at jeg flytter til Maputo, Mozambique. På lørdag. I dag er det med nød og næppe onsdag. Nå, men i den forbindelse har min hustru (det har jeg vist heller ikke fået nævnt her på stedet, men det hører sig jo lissom til) og jeg oprettet en blog. Den kalder vi for The Wizards of Moz. Du ved, et delvist morsomt take på The Wizard of Oz.

Men som du jo nok også har gættet, bliver det ikke nødvendigvis noget spændende sted for folk, der ikke kender os. Tanken er, at det skal være en rejseblog. En blog med personlige beretninger, mestendels rettet mod familie og venner. Den slags, som også var omdrejningspunktet her på stedet, før jeg blev helt så geeky, som jeg er nu. Men hvis du vil læse om landet, dets politik og vores rejser mod de blå laguner (herunder, ganske givet, indlæg om at være hhv. meget bleg og krebserød).

Hvis du sidder og tænker: “Tror de virkelig, at de er troldmænd og fra Mozambique! Idioter, mand!”, så … jah … så er du det nok selv. Altså, ikke troldmand.

Relaterede indlæg:

1. Bloggerhøjborgen, Jarmers Plads
2. Mine del.icio.us-links den 4. juli
3. Mine del.icio.us-links den 10. september

Vi søger igen en rådgiver i Advice Digital (linket fører til vores spritnye site, som jeg har haft glæden af at være med til at udvikle). Vi søger også to art directors, men nu da jeg selv er ansat som rådgiver, synes jeg, at det er det mest spændende. Men altså, vi søger en rådgiver. Selv om det ikke helt er mit job, der er ledigt (andre kompetenceprofiler er meget velkomne), så lugter det lidt af at være mit job. Jeg har nemlig haft sidste arbejdsdag i Advice Digital for en rum tid.

I hele januar skal jeg på fuldtidssprogkursus og den 6. februar flytter jeg til Mozambique. Derfra skal jeg stadig arbejde for Advice Digital, men i udgangspunktet kun 10 timer om ugen. Det er selvfølgelig en medvirkende årsag til, at vi søger en ny rådgiver. Og det er så her, det spændende kommer. DU skal nemlig søge det. Du kan lige så godt komme i gang. For det er et dejligt sted. Der er dejlige mennesker. Og der er spændende opgaver.

At være rådgiver i Advice Digital betyder (med vores forholdsvis nye strategiske fokus in mente), at du kommer til at lave det, du er allerbedst til. Og at du kan være med i processer, der går hele vejen fra idéudvikling til evaluering af færdigimplementering. Med andre ord er det fedt, hvis du både ved noget om web generelt og om teknikken bag websites. I det mindste har et indblik i udviklernes processer.

Bliv min kollega samtidig med, at du får mit job. Det er win-win for alle parter. Søg!

Relaterede indlæg:

1. Fuck, hvor har vi travlt
2. Advice Digital opruster igen
3. 3 nye kloge hoveder