Today they posted this chart:

I reckon the main takeaway is that the English Premier League is a free-scoring thing this year (like this). And, it seems, also has been the last couple of seasons. The Facebook comments are the classic ones, though. “Italy sucks!”, “Serie A is all about defending” and all that gibberish.

But it’s obviously a strange way to compare leagues. It’s almost acceptable if you were to compare trends in one league, but are there equally many games and teams in the different leagues? No, is the answer. Italy used to have only 18 teams in Serie A.

So let’s instead have a look at goals per game in the three leagues.

What can we gather from this graph? Well, first of all, it shifts quite a bit, which league sees more goals per game than the others. The last couple of years, England has seen the most goals. Although in 2008/2009, they saw the fewest. Could it be that the differences are actually not that big?

The graph below shows the trends a bit better. Actually, the Italian Serie A seems to have just been pretty steady the last ten years with England increasing the number of goals and Span being pretty unpredictable. The latter probably because of the goal tally tends to depend on both Real Madrid and Barcelona scoring freely. The England case to my mind is all about having managers like Villas-Boas, Mancini, Ancelotti, and Redknapp manage some of the better teams instead of the likes of Mourinho and Benítez. But I haven’t actually looked into the numbers.

Anywho. I feel it’s safe to say that no particular league regularly sees more or less goals per game than the others in any discernible way. No, Spain is no goal galore heaven and no, Italy isn’t all about getting a 1-0. Unless, of course, you are 1-0 up. And that, my friends, two teams can’t be at the same time.

“Meaning what, Captain Obvious?” you now say. Well. I don’t really want to look into all those seasons, but let’s have a look at the current one, at least. I do agree that Italians aren’t used to go for the big win (unless, you’re AC Milan playing a very poor Arsenal, of course), so if the winners score fewer goals than in the other two leagues, but practically as many goals are scored per game, they must concede more goals. In other words, the games must be more competitive. All this would mean fewer teams with outrageous goal differences.

And there you go. La Liga has two teams scoring at will, and not conceding many goals, whereas the Serie A is much closer in this regard. The best Italian teams even tend to concede more goals than the best teams in Spain and England. Which should put the “Serie A is more defensive” and “Italy simply has the best defenders” to rest. Or at least nuance the debate a bit.

Personally, I don’t find La Liga exciting at all. I like watching Barça and Real against each other and in Champions League, but that’s it. The rest is really dull. Serie A is really interesting as there are so many close matches and the overall standard is very decent for the top 7 teams. Who can all beat each other. And Premier League, well, yes, they are just about seeing the same pattern. 7 teams that can all beat each other.

I’ll take competitiveness and exciting matches any day instead of just a lot of goals from one or two teams. However good they might be.

Data here.

Goals in England, Spain & Italy er et indlæg fra shevy.dk

Billede: bittermelon @ flickr

Jeg er stor fan af Jonathan Franzens bøger. Korrektioner var helt og aldeles suveræn, Frihed næsten lige så god (de fleste har det vist modsat). Jeg læste begge disse bøger i papirform. Det er mere et tilfælde end et bevidst valg. Da Korrektioner udkom, var e-bøger blot ikke mange potter urin værd og Frihed købte jeg på udgivelsesdagen, hvor jeg alligevel var i Strand for at finde nogle fagbøger, som jeg ikke kunne drømme om at købe digitalt på grund af diverse visualiseringer (jeg har kun en Kindle Keyboard). Hvis Freedom, et værk bestående udelukkende af tekst, var udkommet dagen efter (herunder som e-bog), havde jeg temmelig sikkert købt den som e-bog. Og været tilsvarende glad for det.

Selv om jeg er glad for hans bøger, kan jeg ikke altid så godt holde Jonathan Franzen selv ud. Han kan faktisk være rasende irriterende. Og det er ikke fordi, han er en litterær snob. En prætentiøs stodder, om man vil. Den slags kan jeg såmænd have dyb respekt for. Nogle synes ganske givet også, at jeg er en prætentiøs stodder. Vorherrebevares. Han er også vanvitttig kedelig, men det er svært at have noget imod kedelige mennesker, når man langt hen ad vejen selv er et af dem. Og han er jo i det mindste en god fortæller i tekstform. Næææ, det er mere fordi han så satans reaktionær.

Han har før talt om internettet som noget ret forfærdeligt, som degraderer al menneskelig aktivitet og hjernevirksomhed. Eller sådan noget lignende. I hvert fald er han ikke nogen stor fan. Han har endda udtalt, at han ikke tror, at nogen skønlitterær forfatter med en aktiv internetforbindelse nogensinde har skrevet noget godt. Det er jo ganske givet noget fjolleri. At mange har svært ved at koncentrere sig om én ting samtidig med, at de laver en masse andre ting (alternativt lader sig påvirke af en masse andre ting), er jo forholdsvis logisk. Men at en internetforbindelse (og intet andet) er roden til den slags ufokuserede fjollerier er simpelthen for skørt. Har personer i storrumskontor aldrig bedrevet noget godt? Har folk med børnene rendende rundt om bordet aldrig gjort noget fornuftigt (via tankekraft, formoder jeg pointen er)? Selvfølgelig har de det. Ting tager som hovederegel længere tid, når man ikke koncentrerer sig, men derfra og til at konkludere, at gode tanker slet ikke kan opstå uden total koncentration, er sgu lidt gammelt. Her, tag en malteser.

Nå, men nu er det jo så e-bøger, der står for skud. Og så bliver det hele lidt gammelt igen. Han siger:

Someone worked really hard to make the language just right, just the way they wanted it. They were so sure of it that they printed it in ink, on paper. A screen always feels like we could delete that, change that, move it around. So for a literature-crazed person like me, it’s just not permanent enough [...] a sense of permanence has always been part of the experience. Everything else in your life is fluid, but here is this text that doesn’t change.

Det er jo ren nostalgi. Han føler at man bare lige kan slette noget, ændre noget, når det er digitalt. Jeg har ikke den følelse. Ergo er en generalisering slet ikke på plads. Faktisk er det nemmere at rive en side ud af en bog end at slette en side i en Kindle-bog. Det ved jeg.

Og lokumsmodargumentet skal vel også nævnes: Tidligere har folk været så sikre på noget, at de hamrede det ind i sten, men det er jo ikke et argument for, at det er mere Sandt og Godt end ting, der står i en fil og vises af en digital læser. Arbejdede de endnu hårdede dengang for at få sproget til at være heeelt rigtigt? Nej, ikke nødvendigvis. Mediet gør ikke indholdet bedre.

Indholdet af en papirbog forgår sammen med mediet. Bøger kan ret nemt brændes, hvis nogen har lyst til den slags. Det er set flere gange i verdenshistorien, at den slags bruges til at censurere og gøre det sikkert, at pøblen i visse lande ikke har adgang til smudslitteratur som religiøse og politiske værker. Fy for satan søren. E-bøger (her: indholdet) går ikke i stykker, hvis Kindlen brændes. Faktisk kan man bare anskaffe en ny Kindle, koble den til internettet, og vupti, så har du alt dit indhold igen. Jeg tror faktisk ikke, der er mange måder at gøre ting mere permanente på, end at digitalisere det. Papirbøger udgives i et finit antal, som logisk set kan destrueres. E-bøger udgives i et format, hvor vi – takket være PIRATER! – ikke kan være sikre på, at der kun er et finit antal. Og de er væsentligt sværere at finde ved en simpel politi- eller militærrazzia. Jeg ved faktisk ikke helt selv, hvilke lande mine bøger befinder sig i via diverse cloud services.

Hvis indholdet er det vigtige, og e-bogs-indholdet – modsat Franzens argument – er mere permanent (sorry) end indholdet af en papirbog, hvad er det så, der gør papirbogen til noget unikt og mere rigtigt for Sande Bogelskere? Litterære connaisseurer. Sprogets vogtere. Teksternes übertydere. Sagt med andre ord: Hvad kan mediet?

Mediet gør potentielt læseoplevelsen bedre. Og, siger nogle, erindringen af både værket og læseoplevelsen. Jeg har det lidt på samme måde. Altså at en fysisk bog er nemmere at huske. Dog ikke indholdet. Der er jeg guldfisk med det hele. Men jeg kan for nogle bøgers vedkommende bedre huske læseoplevelsen. Ikke som i hvad jeg syntes om bogen, men jeg kan måske bedre finde den stol, jeg sad i, i min hukommelse. Jeg har dog gået og troet, at jeg læste Edward Rutherfurds “New York: The Novel” som papirbog. Det gjorde jeg faktisk ikke. Og heldigvis, for det er en stor karl. Jeg har dog stået med bogen i hænderne i en boghandel, og tænker derfor på bogen som et fysisk objekt. Selv om indholdet var pakket ind i en Kindle, da jeg læste den. Men for mig er det ikke så væsentligt.

Mine væsentligste ankre (her: det jeg hænger erindringen fast i) er koblet til tid. Og jeg kobler nemt indhold fra en e-bog med et tidsanker, en livsfase et fysisk sted eller en sindstilstand. På samme måde som jeg gør med en fysisk bog. Lige som jeg kobler Dog Eat Dog med et bestemt tidspunkt i mit liv og et bestemt ungdomsværelse. Jeg kobler ikke (nødvendigvis) oplevelsen af at høre dem med en cd, en vinylplade eller et kassettebånd. Jeg kobler oplevelse med en fase og sindstilstand. Lige som jeg kobler kassettebånd med en periode og diverse sindstilstande. (Herunder pinlige genlyt af egenindspilninger, men det er jo en anden sag).

Alt i alt, er der mange gode grunde til også at omfavne e-bøger. Jeg har selv gjort det, men generelt ikke på bekostning af papirbøger. Dem nyder jeg skam også stadig. Og jeg køber stadig alt for mange af dem. Ofte af rent nostalgiske grunde. Bøger er lækre! Men jeg synes dog ikke, at det ene medie er bedre end det andet. Og da slet ikke, at det ene medie ødelægger litteraturen! Jeg læser hurtigere og mere koncentreret på min Kindle, som også gør mit liv nemmere fordi jeg ikke bor samme sted, altid, hele tiden.

Ja, verden er flydende. Og den bedste måde at manøvrere i en flydende verden er ikke at gøre sig selv statisk, Jonathan Franzen. Flyd med.

Flyd med, Jonathan Franzen er et indlæg fra shevy.dk

Jeg er lige stødt på denne fantastiske stop-motion animationsvideo fra The Theory, som hedder “Address Is Approximate”. Og det er jo meget sandt. Lige nu. For mig. Videoen er i sig selv rigtig god, men den giver ekstra god mening for mig, fordi jeg lige nu – heldigvis – ikke rigtig har noget hjem. Jeg er endda inbetween continents. Maputo, Mozambique og Afrika er overstået for denne gang. Jul og Nytår holdes i hhv. Fjerritslev og København, Danmark, Europa. New York, USA og Nordamerika er det nye stop.

Starten af denne film er altså mit næste delmål. Men hele filmen bliver måske meget symbolsk for mit 2012, for videoens handling – en rejse tværs over USA – bliver forhåbentlig en del af mit evigt voksende arsenal af store oplevelser. Jeg vil også rejse tværs over USA til Stillehavet. Og forhåbentlig derfra videre til noget andet nyt og spændende.

Jeg ved allerede nu, at jeg kommer til at bo mindst tre forskellige steder i 2012. Hvert af dem mere midlertidigt end de andre på flere forskellige måder. Noget andet, der er helt sikkert, er, at det også bliver forbandet fedt. Jeg er en af de heldige. En af de glade. En af de lykkelige. Og derfor også en af de taknemmelige. Tak, omstændigheder. Tak, muligheder.

Glædelig jul!

Adresse er omtrentlig er et indlæg fra shevy.dk

Bor Her er et indlæg fra shevy.dk

På lørdag er det 20 år siden Nirvana udgav “Nevermind“. For 20 år siden var det ikke specielt nemt at få musik, der ikke var hypermainstream i Fjerritslev. Den lokale Expert havde et overraskende godt udvalg, men derfra og til at sige, at man kunne få en masse forskelligt, er nok at stramme den. Jeg hørte derfor alt det, de andre også hørte.

En solrig dag kom min storesøster hjem fra en tur med vennerne til Aalborg, hvor de blandt andet havde været i musikparadiset StereoStudio. Jeg selv måtte ikke tage til Aalborg, så min pladesamling levede af, at Sanne købte noget en gang i mellem. Jeg spænede rundt med en fodbold i haven og hørte pludselig, at hun satte noget musik på pladespilleren, som jeg kun til da havde hørt på MTV (jeg var avisbud og havde sparet op til en parabol, så jeg kunne glo hhv. MTV og Eurosport). Jeg vidste godt, at jeg nok ikke skulle brase ind på hendes værelse til hende og vennerne, så jeg blev stående lidt udenfor hendes dør og lyttede lidt med på nummeret, jeg kunne kende fra MTV, Smells Like Teen Spirit.

Efter ganske kort tid kom hun ud og spurgte om jeg ville have hendes nye plade. Det var noget vederstyggeligt larm, og hun havde egentlig kun købt den fordi nogle af de andre sagde, at det var det nyeste og smarteste. Men det ændrede jo ikke ved, at det var noget larm. Og larm og kattejammer kunne hun jo – modsat bettebror – ikke lide.

Efterfølgende hørte jeg dybest set ikke andet, hvilket ganske givet drev min far til vanvid. Jeg tror faktisk ikke, at han forventede, at jeg skulle blive til en helt masse, da jeg tossede rundt i sorte t-shirts og hørte hhv. helvedes- og negermusik (jamen det hed det altså på de kanter dengang). Aggressiv musik i hvert fald hele vejen rundt. HØJT! Heldigvis gik det godt i skolen og jeg passede min avisrute ganske pænt alt taget i betragtning. Og derfor fik jeg nok lov til at høre den slags musik, jeg måtte ønske. Hvis jeg da bare for helvede søren ville skrue ned!

I konfirmationsgave gav Sanne mig i øvrigt Guns N’ Roses‘ “Use Your Illusion II“, som blev udgivet en uge før “Nevermind”. Helt uforvarende fra hendes side, er jeg sikker på, var det disse to albums, der virkelig satte musikinteressen i gang hos mig. Det var musik, som betød noget for mig. Jeg havde allerede haft et par mobile diskoteker på det tidspunkt, men musikken, vi spillede, var de plader vi arvede fra forældre, og som vi kunne låne fra venner.

Mine yndlingsnumre fra “Use Your Illusion II” var i øvrigt Locomotive og denne her, Yesterdays:

Med Nirvanas “Nevermind”, Guns N’ Roses’ “Use Your Illusion”-albums og Red Hot Chili Peppers’ “Blood Sugar Sex Magik” – som blev udgivet samme dag som “Nevermind”, og som jeg købte for mine konfirmationspenge på blå mandag i Göteborg – havde jeg fundet den musik, JEG kunne lide. Kort tid efter forsøgte Anders, Pernille og jeg at lave et band, der blandt andet spillede Red Hot Chili Peppers, men eftersom jeg hverken kunne synge eller spille noget instrument, gik det ret hurtigt i vasken. Faktisk kunne jeg ikke engang huske teksterne, så mit liv som forsanger i et band var heldigvis for både Anders og Pernille – og resten af denne verden – meget kort.

Der var ikke mange andre på min skole, der kunne lide den slags musik, men i 8. klasse kom elever ind fra omegnsskolerne og en af de nye elever gik kun klædt i dødningehovede-t-shirts og slidt denim med mærker med bands som AC/DC og Mötley Crüe og havde evigt og altid fyret op under høj død på sin walkman. Han vidste mere om sej musik end nogen, jeg nogensinde tidligere havde mødt.

Jeg kom aldrig til at kende ham særligt godt, men han fortalte mig en vinterdag på de sjapfyldte gange, at det fedeste han hørte på daværende tidspunkt, var et band kaldet Rage Against the Machine, som lige havde udgivet det albummet “Rage Against the Machine“. Jeg fik lov til at lytte med på hans walkman, og jeg var med det samme solgt. Hvordan jeg fik fat på albummet husker jeg ikke, men jeg arbejdede på det tidspunkt som flaskedreng i Super Brugsen, som også havde en lille musikafdeling ved kiosken. Jeg fik sikkert den ansvarlige til at bestille Rage Against the Machine hjem.

“Rage Against the Machine” skulle blive albummet, jeg hørte, når jeg spillede basket ude i haven. I 9. klasse var vi nemlig flyttet til et andet hus, hvor mit værelse lå lige ud til den del af haven, hvor min basketring var. Jeg kunne derfor smide højttalerne op i vindueskarmen og vende dem ud mod haven og skrue Rage op på fuld skrald og føle mig lidt basket-street-agtig (jeg var heller ikke dengang noget, der så meget som mindede om det) med rap-undertonerne og samtidig nyde noget ond spade. Rage Against the Machine var en åbenbaring.

I gymnasiet kom jeg selvfølgelig til at kende mange flere mennesker, som vidste latterligt meget mere om musik, end jeg nogensinde kommer til. De har præget min musiksmag lige siden (især tak til Wieland og Kloch). Men i dag blot en ode til Nirvana, Guns N’ Roses, Red Hot Chili Peppers og Rage Against the Machine. Især Nirvana og Rage Against the Machine står stadig som fyrtårne i min musiske bevidsthed og som stærke minder om, hvordan jeg blev den person, jeg er.

En ode til min teen spirit er et indlæg fra shevy.dk

New York Taxis er et indlæg fra shevy.dk

Eller sagt på en anden måde: Mange demokrater synes ikke, at der er sket en skid.

Og hvem er “mange demokrater” så? Hvem havde ikke blot håbet på, men regnet med og forventet, at der ville ske en helt masse mere? Hvor republikanerne har deres ulidelige Tea Party-bevægelse til at skabe røre og kræve forholdsvis ekstreme politiske løsninger, så har demokraterne selvfølgelig også en venstrefløj, der ikke synes om politisk opportunisme og studehandler med republikanerne. Deres krav er selvfølgelig nogle gange fjollet urealistiske – som det er tilfældet med Tea Party-folkenes – men de er alle forenet i noget helt andet end Tea Party-idéerne: De vil et mere lige samfund, ikke et mere ulige.

Vi ser det samme i Danmark. I USA kalder de nedladende disse venstrefløjsaktivister for EmoProgs (Emo Progressives). Det er dem, der ikke vil gå på kompromis for kompromisets skyld. Alle andre end dem selv kalder dem irrationelle, ekstreme ideologer og selvfølgelig tudeprinse og brokrøve. Tidligere havde både Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti det prædikat, men store dele af de danske politikere og medier har efterhånden droppet SF i den udregning. Af gode grunde. SF har gennem længere tid ført seriøsitetshungrende, populistisk, midtersøgende, semi-socialdemokratisk politik, altimens Socialdemokraterne valgte en midtersøgende statsministerkandidat og krammede nogle af de borgerliges tilgange til både skat og “udlændinge”.

SF er nu gået med Socialdemokraterne hele vejen mod magten. SF har taget Obamas standpunkt – et standpunkt Radikale har haft i mange år – som betyder, at det er bedre at have magten og forandre i det små via kompromiser end ikke at have magten. Det er ikke noget dumt standpunkt som sådan. Jeg tror dog ikke på, at det rykker specielt meget ved deres muligheder ved det kommende valg. Den siddende regering har ført os i flere krige, har udsultet kommunerne, har givet skattelettelser til de rigeste og gjort det forbandet svært for alle, der ikke sværger til hvid mor, hvid far og to hvide børn. Vi trænger til noget helt andet!

S+SF ville have stået lige så stærkt, hvis de ikke var hoppet med på den kontraktpolitiske vogn og kæmpet for 24-årsreglen, pointsystemer og diverse udgaver af skattestop. Nu har de i stedet det samme problem som ved sidste valg, hvor det kunne spinnes som om, oppositionen ikke var et reelt alternativ, men blot andre ansigter til at føre den samme politik. Det er selvfølgelig ikke tilfældet, men med kompromiser, som ikke engang er taget ved forhandlingsbordet (hvor blå blok sjældent har været interesserede i at lave aftaler med S og SF), men gennem egne kongresser og daglig politikudvikling, er det svært ikke at føle, at de bevidst har tilsidesat en stor del af baglandets uændrede solidariske holdninger for i stedet at være lige som Anders Fogh Rasmussen: En Stærk Mand. Stærke mænd kan nemlig føre stolte skibe gennem faaaarligt vand.

Problemet er bare, at venstrefløjen generelt ikke leder efter stærke mænd, men efter solidarisk og inkluderende politik. De ønsker ikke at være om bord de borgerliges stolte Mærsk-skibe med stææærke kamptajner kaptajner, men efter et hav hvor der også er plads til små joller, der sejler i vidt forskellige retninger. De vil have en statsminister, der giver plads til alle. Det får de også i langt højere grad med en S+SF-regering, men det bliver nemt for de borgerlige og deres medier at spinne det anderledes, når det hele handler om præsidentkampe og at være stærke og forenede i kampe mod noget. Retorikken lægger op til, at vi kun vil have stærke mænd, og når den kandidat, der er mindst stærk mand, går med på samme politisk-retoriske mediestunt, har vi alle tabt. Stærke mænd er ikke de eneste, der kan lede et land!

Derfor er det, man kunne kalde Den Danske EmoProg-bevægelse også stærk i denne valgkamp. Enhedslisten ser ud til at få en fantastisk valg. Selvfølgelig blandt andet fordi de har en af dansk politiks sejeste politikere i Johanne Schmidt-Nielsen, men dybest set er det nok fordi, S og SF ikke længere er tro mod deres bagland. Jeg meldte mig selv ud af SF da de formastede sig til at tale for pointsystemet. Nu vil de gerne lige udsætte det der med at forhøje ulandsbistanden. Så er det klart, at mange, der tidligere stemte S eller SF, nu er klar til at stemme på Enhedslisten.

EmoProgs kan være stolte af at være EmoProgs (uanset det fjollede og nedværdigende mærkat, som jeg hermed også trodsigt benytter). De er tro mod deres holdninger og vil ikke sovses ind i al for meget parlamentarisk fnidder. De forventer blot det bedste af de kandidater, de stemmer på. S og SF kan også være stolte af deres stærke samarbejde. Jeg tror på, at Helle Thorning-Schmidt (og manden bag samarbejdet, Bjarne Corydon) har gjort det helt rigtige med det tætte samarbejde med SF. Det skulle gerne fastholde mange af De Sande Socialdemokrater (lad os bare stadig kalde dem Auken-fløjen) og for Villy Søvndal og SF’s vedkommende er det et stykke godt realpolitik, som ikke nødvendigvis styrker dem hverken ift. mandater eller bagland, men ikke desto mindre får SF med i regering i stedet for Radikale.

Men det kan jo ikke være godt for alle! Jo. Så længe S og SF har det fint med, at alle danske EmoProgs stemmer Enhedslisten og dermed styrker den del af deres potentielle parlamentariske grundlag, der ikke ønsker og ikke behøver føre midterpolitik, så er alle vindere. S og SF vinder magten og har et stærkt Enhedslisten til at tvinge dem til og give dem mulighed for at lave Ordentlig Socialistisk Politik nu og da. Og Enhedslisten, tja, deres sejr er åbenlys.

Hvad jeg stemmer ved det kommede valg, hvis jeg da får lov? Det samme som altid. A, F eller Ø. Som alle de andre KreaProgs :)

Billede: Wen Chuan Tan

De danske EmoProgs er et indlæg fra shevy.dk

Hvad får man, når man smider en virkelig sej cykeltrialist ind på en forladt skotsk industriel grund sammen med en instruktør?

Hvis du vil se mere, er der en fin oversigt over videoer på hans website.

Danny “MegaSkill” MacAskill er et indlæg fra shevy.dk

Her har de kun marrabenta. Ham her er en af de allerbedste.

Med andre ord er det allerbedste hernede virkelig nederen.

Arrrhhh, ok. Som jeg før har skrevet (læs blandt andet “Dama do Bling” og “Azagaia vs. Mohamed Bachir“) har de noget ganske habilt hiphop. Især er Azagaia sej. Han sviner nemlig også den korrupte regering til – fordi de er korrupte. Han er vistnok ikke i fængsel i øjeblikket, selv om han lige har været endnu en tur forbi. Men vær venlig at se det her om (musisk) censorship. Den har jeg vist ikke tidligere delt.

Jeg savner koncerter er et indlæg fra shevy.dk

Fladt land er et indlæg fra shevy.dk

Disobedience, in the eyes of anyone who has read history, is man’s original virtue.  It is through disobedience that progress has been made, through disobedience and through rebellion - Oscar Wilde i The Soul of Man under Socialism.

Jeg forventer dog ikke, at vi i morgen vågner op til et socialistisk London, hvor alle “uromagerne” er kunstnere. Men det er et sejt citat med så mange fejltagne, implicitte antagelser, at man kun kan være fan.

En-slags-apropos optøjerne i London er et indlæg fra shevy.dk

WordPress, Drupal eller Joomla? er et indlæg fra shevy.dk

De har også fået lavet et hav af remixes (hvis hav = 5, i hvert fald), som du kan høre helt kvit og frit på SoundCloud. De er ikke specielt gode.

Nu da vi er i Sverige, er der altid masser af gode bonusser at tage af, så sådan en bliver der også til. The Amplifetes har så absolut lyttet til noget Chemical Brothers, men det skal de ikke høre noget ondt for. Her er det “Blinded by the moonlight (Fukkk Offf Remix)”

Og nu vi er ved Fukkk Offf, så se lige, hvad Effe & Rätsel (vistnok) har lavet på et tog (i Hamborg?):

Nice.

The Touch prædiker for de inviede er et indlæg fra shevy.dk

 But ultimately, we want to use Google+ across every Google property. How or when is all to be determined

Og det er jo slet ikke så lidt. Lige nu kan vi som sagt kun gætte på, hvad Google+ kommer til at kunne for virksomheder. Selv om det er ren spekulation, vil jeg lige dele de noter, jeg havde stadig havde i min kladde, da vi var færdige med indlæget på Advice Digital-bloggen. Det er for så vidt lidt en opfølgning på gisningerne fra mit indlæg “Lidt om Google+“.

Listen nedenfor er på ingen måde udtømmende. Potentialerne er tæt på uanede, fordi det netop er Google, der står bag, så jeg håber faktisk, at de tænker på noget nyt og mere spændende, end hvad jeg kan komme i tanke om:

• Virksomhedsprofiler, som med næsten-garanti ender øverst i Google-søgninger (i stedet for de nuværende Google Places). Google er på vej til at blive verdens største og bedste Gule Sider (og hvide sider for personprofiler).
• Tættere integration med GMail (læs mere om det).
• Tættere integration med Google Calendar - herunder eventplanlægning direkte i din kalender.
• Integration med Blogger (eller Google Blogs, som det nok snart kommer til at hedde).
• Integration med Google Docs - herunder grupperedigering i Hangouts (tankerne bag Google Wave - communicate and collaborate in real-time – var gode nok). At mødes med kollegerne i et Hangout (videokonference) omkring et regneark, et slideshow eller et dokument, som vi sammen kan redigere, er en drøm for alle virksomheder, der har medarbejdere spredt geografisk.
• Integration med Google Music. Med MySpaces faldende popularitet, Facebooks indtil nu halvhjertede omfavnelse af musikere og Soundcloud og Spotifys endnu ikke opnåede brede gennembrud er der stadig plads til en stor, populær tjeneste til musikere (mere om potentielle musik-tiltag). Google har også lige åbnet for salg af bøger og udlån af film via Android, så en hel iTunes-lignende mediebutik er måske på vej.
• Integration med Google Groups. Circles er på ingen måde det samme som grupper. Circles er den enkeltes gruppering af mennesker, ikke at forveksle med en gruppe, som alle ved, de er (og ønsker at være) en del af. Google Groups bliver svær at integrere på en god måde, så jeg forestiller mig ikke, at det er noget, vi ser foreløbig. En nemmere alternativ at implementere kunne være åbne cirkler, hvor alle ved, hvem der er i cirklen. For virksomheder er det væsentligste element dog, at de kan definere en cirkel med medarbejdere, der dermed får adgang til at bruge Google+ som internt (mikro)bloggingværktøj a la Yammer, Salesforce Chatter og WordPress P2.
• Jobsøgning - LinkedIn har vist sig at være et godt netværk i professionelle sammenhænge. Hvis Google+ hurtigt får en tilsvarende appel til erhvervssegmentet, er de kommet langt. BranchOut har så småt hevet Facebook lidt i den retning, men der er store muligheder for Google+ i det felt.
• Betalt indhold i Sparks/Gnister. Sparks virker på nuværende tidspunkt ikke helt færdigt, og betalt indhold kunne potentielt helt dræbe brugernes lyst til at benytte servicen. Men med Googles normale sans for forholdsvis neutralt at indsætte betalte links/annoncer osv. i søgninger, GMail osv. tror jeg Sparks er den oplagte løsning. Betalt indhold, der er relevant for din søgning, er netop hvad vi er vant til fra Google.
• Åbne videobroadcasts. Hangouts giver i øjeblikket “kun” adgang til  10 personer ad gangen (Facebooks videochat giver plads til to). Google kan med fordel lade virksomheder lave åbne videobroadcasts a la USTREAM, Justin.tv, Livestream og … deres egen YouTube Live, selvfølgelig. Der er også rige muligheder for at udvide det til mobiltelefoner og dermed skabe et stærkt værktøj for især journalister. Denne tjeneste ville minde om Bambuser og Qik.
• Google+ Plugins. Det kommer helt sikkert snart. Spil, apps og hvad vi ellers har lært at elske og hade ved Facebook. Det giver også muligheder for virksomheder.
• Spørgsmål og svar. Da Google i februar købte Aardvark blev det tydeligt, at de gerne ville forsøge sig med en tjeneste af den art igen. De fejlede fælt med Google Answers, men som værktøj på virksomhedsprofiler kan de potentielt konkurrere med support- og helpdesk-tjenester som Get Satisfaction,UserVoice og ZenDesk. I første omgang er Aardvark dog mere tænkt som en virkelig god måde at bruge sit sociale netværk til at få svar på spørgsmål, så om de tænker det som helpdesk-værktøj, som en tjeneste, der skal konkurrere med Quora, eller en kombination, er uvist.
• Køb og salg. Google har allerede på flere værktøjer (især Google Product Search og Google Offers), der kan hjælpe brugeren til at fremsøge bedste og billigste produkter. En udvidelse til at være en egentlig webshop for de mange virksomhedsprofiler og et brugtmarked for personprofiler kan sagtens være en overvejelse, Google roder rundt med. Det vil ikke blot være et hård slag for Craigslist, eBay og Amazon, men også PayPal, som Google Checkout allerede kæmper mod. De ved bedre end andre, hvem der søger netop dit produkt!
• Google ejer allerede Feedburner og det er derfor oplagt, at der laves muligheder for at sende feeds ind på virksomhedsprofiler (eks. fra virksomhedens egen blog eller nyhedsoversigt) og selvfølgelig feeds på offentlige indlæg på Google+.

Hvad kan virksomheder på Google+? er et indlæg fra shevy.dk

Du har sikkert allerede givet op på Facebook. Lister. Jeg lavede lister på Facebook på et tidspunkt og brugte dem faktisk også lidt. Jeg havde lavet en liste, der hed “Statusbeskeder”. For at komme med på listen skulle man blot være en person, hvis statusbeskeder, jeg gad ville læse. Tanken var god, synes jeg faktisk stadig. Jeg lavede også en liste, der hed “Musik” og en der hed “Mozambique”. Problemet var blot, at jeg aldrig brugte listerne aktivt, når jeg selv skulle dele ting. “Statusbeskeder” var en liste, der kunne filtrere indkommende delinger, mens “Musik” og “Mozambique” var tænkt som udgående filtreringer. Ingen grund til at forpeste mine kollegers strømme med mine interesser for nye byggerier i Maputo og obskure koncertstumper. Først med Google+ har vi et system, som faktisk aktivt lægger op til, at jeg benytter mig af udgående filtre.

På Facebook bruger jeg ikke listerne. For at det ville give mening, skulle listerne jo konstant være opdaterede. Det er de ikke. Og var det dybest set aldrig. Desuden skulle jeg være i stand til at vide, hvad mine Facebookvenner interesserer sig for i mit liv. Det er svært. Men øvelsen er god. Og lad os være ærlige: Less is more. Hvis min mor går glip af en sygt god musikvideo med OFWGKTA og min chef misser nyheden om at jeg endelig har fundet en god burger i Maputo, så er de glade. Hvis de samtidig misser hhv. en musikvideo min barndomsven har lavet og nyheden om, at jeg synes, at Mozambiques digitale modenhed efterhånden gør det til et godt investeringsobjekt, så går det nok også. Samlet set vinder de på ikke at se noget af det. Selv om anden halvdel potentielt kunne være noget, de gerne ville vide. Hvis det er vigtigt nok, ringer jeg!

Problemet er det samme på Google+. Circles fungerer som filtre både ind og ud. Nogle interesserer sig for mig. Ikke kun hvad jeg mener om sociale medier eller sociologi eller Mozambique osv. Men vil gerne vide lidt om alt, jeg foretager mig. Jeg ved ikke hvem de er, og der er sikkert ikke så mange af dem. Men de er derude. Er det så de samme mennesker, jeg gerne vil vide alt om? Ofte, ja. Så de er alligevel i de mest omfavnende circles. Ja, flertal. De mennesker, der interesserer sig for mange af de ting, jeg laver, er i mange circles. Simpelt. Og mon ikke vi mødes på andre kanaler også?

Min taktik er derfor den samme på Google+, som jeg forsøgte mig med på Facebook. Det er ikke kun tematiske circles, som er gode til hurtig filtrering og research (men hvor Sparks gerne skulle gå hen og blive et bedre værktøj). I stedet er det mest af alt circles inddelt efter, hvem der deler noget spændende. For mig, selvsagt. Og det er her tankegangen fra Twitter med at følge spændende mennesker (modsat være ven med) giver så forbandet megen mening.

Jeg har en circle, der hedder “Must read”. I “Must read” er der nogle, jeg aldrig har mødt. Der er nære venner og en dag kommer der måske også nogle familiemedlemmer. Men hvad jeg deler, er ikke nødvendigvis “must read” for dem. Derfor deler jeg ikke med den circle. “Must read” er mit indbakke-filter (hvilket titlen minder mig om). Til dage med god tid har jeg også “Nice to read”, som jeg har smidt nogle folk i, men endnu ikke bruger aktivt. Hvis jeg har bedre tid end til blot at gennemgå “Must read”, gennemgår jeg den globale strøm – altså alle, jeg følger. Flere er der trods alt endnu ikke på Google+. Men når jeg engang følger 500+, bliver to niveauer godt at have. Mit bud er, at de to niveauer kommer til at indeholde hhv. 100 og 200 mennesker.

Jeg har også “Africa” (formerly known as “Mozambique”), “Music” osv. Afrika-trivia er ikke spændende for så mange, så indtil videre indeholder “Africa” kun venner fra Mozambique (nå ja, ok, indtil videre den ene ven fra Mozambique, som er på Google+). Det er ren udbakke-filtrering. Jeg bruger min Mozambique-Spark som Mozambique-indbakke. Folk, jeg kender fra Mozambique, skriver jo ikke kun om Afrika. Ergo er tema-circles ikke nødvendigvis gode til at filtrere indgående delinger. Du ved ikke, hvad andre deler, så du kan ikke smide personer i en circle og regne med, at deres indhold er tematisk opdelt!

Min strategi for effektive Circles er derfor:

• Indbakke-circles: Grader af interesse for menneskene og deres delinger (mine er: “Must read”, “Nice to read”, “Could read”)
• Udbakke-circles: Tematiske filtreringer, så folk ikke (altid) bliver spammet med ting, de (måske) ikke interesserer sig for (mine er: “Music”, “Social media”, “Sociology”, “Africa”, “WordPress”, “Dansk politik”, “Family”, “Friends”, “Colleagues”)

Jeg kommer til at bruge offentlige delinger mest, men når jeg filtrerer, så bliver det generelt efter temaer. Nogle bruger også inddelinger efter, om folk taler dansk, engelsk osv. Det er ikke helt dumt. Jeg har dog valgt at lave “Dansk politik” i stedet. Så kan jeg linke til artikler fra Information, Politiken osv. via den. Hvad så med links til mine danske blogindlæg? De ryger alligevel ud som offentlige delinger, så ingen grund til sprogfilter der.

En bonus ved de tematiske circles er selvfølgelig, at de kan bruges som tentative indbakke-filtre også. Der er alt andet lige større muligheder for at finde noget om Afrika i den circle, jeg har lavet med folk, der interesserer sig for Afrika!

Måske min strategi er helt hen i skoven? Hvad gør du?

Strategi for Google+ Circles er et indlæg fra shevy.dk